Dedikerede medarbejdere med kreativt sind

Paloma Marketing består af to meget dedikerede personer, der tilsammen råder over stor erfaring og ekspertise indenfor mange forskellige områder. 
Nok er vi kun to, men det, vi mangler i antal, bliver rigeligt opvejet af vores gode energi og kommunikation, vores talrige ideer og vores vilje til at arbejde hårdt for et godt resultat. 

 

Marianne er indbegrebet af en kvinde med et godt overblik og evnen til at multitaske. Hun er indehaver af Paloma og har været i reklamebrancen siden 1987, så erfaringen er stor. Marianne er uddannet diplomkonsulent, er merkonom indenfor markedsføring og har desuden læst fag indenfor kommunikation. Hun er den, man skal tale med, hvis man har spørgsmål til fakturaen eller bare gerne vil have en god sparringspartner, der kan udvikle en masse gode ideer. 

Marianne deler sin fritid mellem familie, venner og masser af frivilligt arbejde. Hun kan bl.a. ses som formand for Støttekredsen for NIH, der tilrettelægger kulturelle arrangementer til fordel for Nordjyllands Idrætshøjskole. 

Familie, venner, god mad, rødvin og musik er vigtige elementer i Mariannes liv, hvad enten hun befinder sig i sommerhuset i Løkken, derhjemme eller på udlandsrejser. 
I 2010 havde hun og familien en kæmpe oplevelse, da de tilbragte en måned på rundfart i USA.

 

Karin er mediegrafiker og fuld af godt humør. Hun er gået i gang med sin læretid senere end de fleste og har derfor en masse forskellige joberfaringer at trække på. Karin har øje på detaljerne og følger sidste punktum til dørs. Karins yndlingsfarve er grøn, og hun kan bedst li' skrifttyper uden fødder. Hun elsker at arbejde i den grafiske verden og høres ofte nynne med på radioens melodier. 

I sin fritid elsker Karin at rode i haven og har en køkkenhave, hvor alle grøntsagerne er sat efter millimeterprincippet. Hun elsker at lave mad med hjemmedyrkede frugter og grøntsager og drømmer om at lave en kombineret have- og madbog. 

Ferierne tilbringes med hendes mand - ofte i udlandet. De involverer som regel god mad og rødvin, som defineres bredt alt efter om måltidet indtages på restaurant eller på en snebeklædt bjergtop med teltet i baggrunden og udsigt over alperne. En årlig tilbagevendende begivenhed er altid skituren.